Hvorfor der overhovedet er to
Radiobølger på 2,4 GHz er lange. De går gennem mure og etageadskillelser og rækker langt, men båndet er smalt og deles med mikrobølgeovne, babyalarmer, trådløse hovedtelefoner og alle naboerne.
5 GHz har kortere bølger. De dæmpes mere af mure, men båndet er langt bredere, har mange flere kanaler og er derfor markant mindre optaget.
Hvad hører til hvor
En tommelfingerregel, der holder i de fleste hjem:
- 5 GHz — fjernsyn, streamingbokse, stationære og bærbare computere, spillekonsoller, alt der står inden for et rum eller to fra routeren
- 2,4 GHz — smart home-stik og -pærer, sensorer, robotstøvsugere, vejrstationer, udendørs kameraer, alt langt væk
- Kabel — hvad der overhovedet kan komme på kabel, uanset bånd
Ét netværksnavn eller to?
Nogle routere sender begge bånd under samme navn og vælger selv. Det er nemt og virker fint for de fleste, men enhederne vælger ikke altid klogt — og et fjernsyn, der har valgt 2,4 GHz, bliver hængende dér.
To adskilte navne giver mere kontrol og er dét, vi vælger i hjem, hvor noget bestemt driller. Ulempen er, at man selv skal tage stilling for hver enhed.
Har du smart home-enheder, der nægter at blive sat op, er svaret næsten altid, at de kun kan 2,4 GHz og bliver forvirrede af, at begge bånd hedder det samme. Slå 5 GHz fra i fem minutter, mens du sætter dem op.